3.W i Indien 2025
3W har besøgt storbyen Bangalore i Karnataka i det sydlige Indien. Bangalore er en by med vokseværk, hvor befolkningstallet er eksploderet fra 5 millioner til 15 millioner gennem de seneste 20 år! Efter 4 dage som turister i storbyen med milde dosaer og stærk karry, tempelbesøg i bare tæer, ubegribeligt store trafikpropper og en smuttur til den 1001-nat agtige paladsby Mysore, gik turen til Rysensteens partnerskole Saandeepani Academy for Excellence 35 km sydøst for Bangalore. Her stod den på home stay med partnerelever og fire dages skole med morgenyoga, faglige moduler, undervisning i Bollywood dance, MUN samt et besøg på biotech-virksomheden Novonesis. Opholdet med de indiske familier og skoledagene gav et fantastisk billede af, hvordan det indiske samfund er en underfundig blanding af urgammel tradition og hypermodernitet.