Aflevering af opgaver
Opgaver der ikke afleveres direkte til en lærer i timerne skal lægges i lærernes 'dueslag' i pædagogisk værksted i stueetagen med mindre andet aftales med læreren.
Bøger
Skolens bøger skal behandles godt. Læg evt. bogbind om dem.
Du har ansvar for de bøger, du får udleveret. Bøgerne stregkoderegistreres, så skolen har overblik over hvilke bøger, du har.
Bliver bøger væk, skal de erstattes.
Enkelte ordbøger skal du selv anskaffe. Faglærerne vil give besked.
Cykler
Cykler skal stilles i stativerne i gården. De må ikke stå ved indgangsdøren eller gitterporten.
Demokrati
En af de helt grundlæggende værdier i Rysensteens vision er skærpelsen af demokratisk bevidsthed. Denne foregår til hverdag i den dialog, der præger undervisningen. På Rysensteen har alle en forpligtelse til at deltage i beslutningsprocesser. I løbet af året har vi demokratidage, hvor eleverne tager stilling til vigtige spørgsmål, der har at gøre med skolens udvikling. Og en gang om året har vi en fælles høring, hvor hele skolen samles til diskussion om emner, som defineres af elevrådet. Alle er således med til at forme den demokratiske kultur og hverdagslivet på Rysensteen.
Elevkælderen
I kælderen har eleverne deres eget opholdsrum til hygge, lektielæsning, kælderaftener mm.
Skolen har ikke nogen kantine, men i kælderen er der et fuldt udstyret køkken.
Efter elevernes beslutning er der rygeforbud i kælderen.
Forsikring
Skolen har ikke nogen forsikring, der kan dække eleverne. I forbindelse med ekskursioner og studierejser til udlandet skal man være opmærksom på forsikringsforholdene.
Frivillige aktiviteter
Der er et liv udenfor skolen - også på skolen. Der er fx musical, kor og idræt for dem, der ikke kan få nok!
Kig efter opslag om frivillige aktiviteter - og meld dig til sjove, seje og kreative aktiviteter udenfor skoletid - med en faglærer og en masse andre rysensteenere.
Glemte sager
Disse kan afleveres og afhentes hos skolebetjenten.
Gæster på skolen
For at sikre en rolig arbejdsdag på skolen må kun skolens egne elever færdes i bygningen.
IT
Alle elever får et grundkursus i betjening af skolens computere og kan derefter frit benytte computerne i datalokalet og i elevernes studiecentre på 1. 2. og 3. sal, når der ikke er undervisning.
Udover de stationære computere har skolen et antal bærbare, som kan benyttes i undervisningen.
Ingegerd N. Petersen og Nils Kruse er skolens data-vejledere, Bertel Svendsen er edb-tekniker.
Kælderaftener
Fantasifulde temaer og råhygge er nøgleordene for den månedlige kælderaften, hvor eleverne mødes omkring en ide med optræden, sang og konkurrencer.
Kælderaftenerne foregår på tirsdage og slutter kl. 22.30.
Lektiecafe
Der er hver uge lektiecafé efter skoletid, hvor du kan få vejledning og hjælp til lektierne af en faglærer.
Se detaljer i hjemmesidens Kalender og Lectio.
Lærerteam
Hver klasse er tilknyttet et lærerteam.
I alle 3 år består lærerteamet af 2 af klassens lærere,
Lærerteamet tager sig af den almindelige information, uddeler forsømmelsesoversigter og følger klassens faglige og sociale udvikling.
Lærerteamet holder jævnligt møder om klassen med klassens øvrige lærere.
Modultider
1. modul: Kl. 8.15 - 9.45
2. modul: Kl. 10.00 - 11.30
3. modul: Kl. 12.10 - 13.40
4. modul: Kl. 13.55 - 15.25
Man holder selv øje med tiden, da ingen klokke ringer.
Morgensamling
En gang hver anden uge samles elever og lærere til morgensamling. Vi synger, klasserne optræder på skift med sketches og sange, og der bliver givet informationer fra elevudvalgene, rektor, inspektor og andre.
Ringetiderne rykkes på dage med morgensamling på følgende måde:
- 1. modul: kl. 08.15-09.40
- 2. modul: kl. 10.30-11.55
- 3. modul: kl. 12.30-13.55
- 4. modul: kl. 14.05-15.30
Mælk
Du kan bestille mælk til frokost hver dag. Girokort kan hentes hos skolebetjenten og mælken udleveres i kælderen i spisefrikvarteret.
Opslagstavler
I stueetagen ved begge trapper hænger elektroniske opslagstavler (skærme) med informationer. Det kan være skemaændringer og andre generelle meddelelser.
Orienter dig på opslagstavlerne hver dag - både om morgenen og om eftermiddagen.
RIF Rysensteen I Form
I forlængelse af skolens vision har elever og lærere ønsket større fokus på sundhed. I et tæt samarbejde med DGI-byen er der skabt mulighed for at hver klasse har et ugentligt DGI-modul, hvor der er gratis adgang til fitness-faciliteter og vandkulturhuset. God læring kræver at både tanke og krop bliver stimuleret.
Rygning
Skolens rygepolitik er besluttet i samråd mellem elever og lærere.
Der er rygeforbud på hele skolen.
Rygere henvises til gården.
Skolefester
Der er fest for skolens elever 6-7 gange om året. Festerne planlægges af elevernes festudvalg.
Der er vagtlærere til stede på skolen under hele festen.
Studiekort
Studiekort skal bl.a. bruges, når du køber billet til skolefesterne.
Visse museer og forretninger giver rabat mod forevisning af studiekort, ligesom det er uundværligt på studierejser.
Studiekortene bestilles efter fotograferingen ved skoleårets start.
Telefon
Telefon til kortere beskeder kan lånes hos administrationen.
Telefonbeskeder til elever kan imødekommes med opslag på opslagstavlen.
Tyveri
Vær opmærksom på, at tasker og overtøj kan være let tilgængelige for uvedkommende.
Pas på dine værdigenstande og husk at forsikringer ikke dækker tyveri fra uaflåste rum.
Skolen har ingen forsikring, men din egen forsikring vil i nogle tilfælde dække tyveri fra låste rum.
Åbne døre
Skolens lokaler er åbne hele dagen. Tag hensyn til inventar og andres ting, så denne gode tradition kan fortsætte.
Også til skolens kontorer er dørene åbne, så vi kan opretholde en god dialog.


