Forsiden < Skolen < Skolens ansatte < Ledelsen < Rektor < Rektors BLOG < Tale ved orienteringsaften den 25 januar 2012

Tale ved Orienteringsaftenen den 25 januar 2012

Velkommen også fra mig til denne Orienteringsaften på Rysensteen Gymnasium. Det er en stor glæde, at SÅ mange har fundet vej, og jeg håber, at aftenen vil gi´ jer alle sammen et klart indtryk af, hvad vi som gymnasium har at byde på.

Mit indlæg handler nok mest om at påpege, hvad der er særlige indsatser på Rysensteen – i overordnede betragtninger. Det konkrete i undervisningen på studieretningerne får I meget mere at vide om ovre på skolen efter denne fælles indledning.

Rysensteen kan beskrives som et traditionsrigt gymnasium – med et engageret og forandringsparat læringsmiljø. Vi arbejder koncentreret på at skabe gode vilkår for eleverne, som både appellerer til medleven i skolemiljøet, men også danner rammer, der støtter dem i denne turbulente verden. Det er vigtigt for unge mennesker på vej ind i voksentilværelsen at blive understøttet også udenfor familien. Selvom Rysensteen nu er blevet meget større, så fastholder vi den nære tilgang til eleverne med åbne døre og frimodig ligefremhed i dialogen.

Rysensteen er et værdibaseret gymnasium, der tager sin vision helt alvorligt. En vision, der blev skabt tilbage i 2008 gennem et grundigt samarbejde mellem alle parter på skolen, - både bestyrelse, elever, lærere og ledelsen.

Det almene gymnasium – også kaldet STX – er både fagligt studieforberedende og almendannende. Alle gymnasier i Danmark er naturligvis underlagt ministeriets bekendtgørelser. Men de overordnede rammer for almendannelsen rummer i dag SÅ mange ting, at det ikke er muligt i den enkeltes gymnasieforløb at fordybe sig i det hele. I dag er en del af et gymnasiums vilkår at prioritere, hvilke dele af almendannelsen, man vil fordybe sig i, som ramme om den faglige udvikling. Derfor er gymnasier meget forskellige, selvom man naturligvis alle steder får en national studentereksamen.

Oscar Wilde er allerede for mange år siden citeret for flg:

”It is a very sad thing that nowadays there is so little useless information”

Han skulle bare vide, hvor meget kendsgerningen bag disse ord er eksploderet med globaliseringen. Det giver sig selv, at der skal prioriteres.

På Rysensteen ligger prioriteringerne i direkte forlængelse af skolens vision.

Overordnet er Almendannelsen på Rysensteen centreret omkring:


- Det internationale perspektiv - verdensborgerskabet
- Den demokratiske dannelse – styrkelse af elevernes engagement
- Det innovative perspektiv – læring med laboratorietilgang





Rysensteens vision har fire hjørnesten:
Viden, læring, demokrati og fællesskab

Lad mig her skitsere, hvad vi arbejder med inden for disse fire emner

Viden er naturligvis en grundpille i gymnasiet. OG -

for os handler det om ”viden med globale ambitioner”.

Derfor har vi udviklet et Globalt Citizenship Program, som blev påbegyndt med de 1.g-elever, der startede i sommer og som skal opfattes som et perspektiv på den faglige undervisning. Formålet med programmet er

- at give alle elever en bevidsthed om de kulturelle forskelle, der er mellem mennesker forskellige steder på kloden, og derved lære sig selv og sin egen kultur bedre at kende.
- At udvikle handlekompetence i forhold til globaliseringens udfordringer
- OG at skærpe elevernes appetit på senere at studere i udlandet og åbne muligheder for at bruge hele verden som deres fremtidige ”legeplads”.

Alle skolens klasser får en partnerskole et sted i verden. Vores partnerskoler ligger i henholdsvis
Kina, Indien, Singapore, Tyrkiet, Spanien, Egypten, Island, USA, Canada og Argentina.

Programmet strækker sig over alle tre gymnasieår, og spænder fra det lokale over det regionale til det globale. Overordnet rummer programmet
- et lille områdestudie omkring partnerskolens beliggenhed,
- et projekt om forskelle i opfattelser af mennesket og naturen og
- virtuelle samarbejder med partnerskolens elever omkring væsentlige globale emner som fx klima, fred eller bæredygtighed.

Global Citizenship Programmet slutter med en udvekslingsrejse i 3.g, hvor eleverne indkvarteres privat, følger skolegang, besøger erhvervsliv og universiteter samt naturligvis stedets kulturelle seværdigheder. Fra de fleste partnerskoler kommer der genbesøg.

Global citizenship Programmet er en slags ”Mind the gap”-projekt.

En mulighed for bedre at forstå sig selv og sin egen kultur i lyset af de forskelle som projektet afdækker. En mulighed for at støtte det verdensborgerskab, som globaliseringen presser os ind i. En styrkelse af elevernes handlekompetence i forhold til det ”gap” der reelt er mellem forskellige kulturer – og en lyst til at stige på ”Toget” selvom kulturforskelle kan virke udfordrende.

Viden med globale ambitioner er dog også andre ting på Rysensteen. Vi tilbyder en række individuelle muligheder udenfor undervisningen, som man kan ansøge om at deltage i også – fx:


Et udvekslingsprojekt for udvalgte elever med Holland i 1.g
Et udvekslingsprojekt for tyskelever med Dortmund i 2.g
Model European Parliament og Model United Nation – som er store simulationsprojekter, som finder sted rundt i verden – i år deltager Rysensteenelever i mere end 8 projekter i fx Indien, Tyrkiet, Slovenien, Letland og i Danmark.

Sluttelig skal jeg nævne, at det også er muligt individuelt at rejse ud i en periode. Vi har nu 3 gange haft 3.g-elever på projekter i henholdsvis Guatemala, Indien og Equador i 4-10 uger i første semester i 3.g. Det kan også lade sig gøre at tage et semester på en highschool undervejs fx i 2.g. Men det skal ikke forklejnes, at det kræver en hel del af de elever, der gør det, da der er meget, der skal hentes, når de kommer hjem, selvom virtuel undervisning selvfølgelig kan finde sted undervejs.

Viden med globale ambitioner fylder meget på Rysensteen!!!!

Næste grundpille i skolens vision er Læring udtrykt således:

”Vi skaber fremtiden i et engagerende læringsmiljø”

Vi HAR store ambitioner på elevernes vegne. Vi ved det godt! Det er vigtigt for os, at den enkelte elev - i løbet af de 3 års gymnasietid - når så langt som muligt både i sin faglige og sociale kompetenceudvikling. Fundamentalt mener vi, at alle har en forpligtelse til at lære præcis så meget som ens evner rækker til. Derfor er rammerne for læringen også vigtig.

Indenfor undervisningen har vi bl.a. fokus på:
- tværfaglighed og projektundervisning,
- samarbejdet med universiteterne, kulturlivet og erhvervslivet
- styrkelse af forskellige læringsstrategier – bl.a. ved udnyttelse af de digitale mediers muligheder samt
- udvikling af lærernes vejledningskompetencer

På Rysensteen har alle elever medbragt en bærbar computer til undervisningen de sidste 4 år. IT er en helt integreret del af undervisningen, og har i den grad givet et boost til innovation i fagene. Ligesom samarbejdet med universiteter og erhvervsliv er væsentligt for et stimulerende og anvendelsesorienteret læringsmiljø. Derfor er ekskursioner til omkringliggende universiteter eller erhvervsvirksomheder en naturlig del af undervisningen på Rysensteen.

De fleste uger er der lektiecafeer på Rysensteen, hvor man kan få hjælp til sine skriftlige opgaver. Der er lærere til stede, frugt og brød til at stimulere hjernecellerne og en koncentreret stemning blandt de ofte 40-50 elever, der bruger tilbuddet. Faktisk har vi på ønske fra eleverne forlænget lektiecafeer til kl. 19.30 hver anden uge – eleverne nyder at blive helt færdige med opgaverne inden de går hjem.

Rammerne for Læringen – Campus Rysensteen
Rysensteens hjerte ligger på hjørnet af Tietgensgade og Kvægtorvsgade. En mere end 125 år gammel bygning, som vi trods adskillige ombygninger må konstatere er mere varm og tryghedsskabende end rammesættende for pædagogisk udvikling. Derfor har vi som supplement indrettet moderne sciencelokaler i staldene i Brune Kødby, indrettet et godt musiklokale med to prøvelokaler for bands i skolegården, og sidste år åbnede vi ”Det lærende laboratorium” i Hvide Kødby – 2000 m2 med store lokaler og fleksible møbler, for at skabe ordentlige rammer for kreativ og innovativ faglighed. Sluttelig foregår al vores idræt, vores samlinger og vores store arrangementer her i DGI-byen. Rysensteen er nu blevet et Campus – et ”down-town”-gymnasium spredt over Vesterbro, så det at gå på Rysensteen også indebærer, at man dagligt færdes rundt i hjertet af København. Vi har opgivet at vise jer rammerne i Hvide Kødby som en del af dette arrangement, men hvis I kommer på en besøgsdag, skal vi sørge for, at I får en rundvisning i alle hjørner af vores skole.

Tredje og fjerde ben i skolens vision er Demokrati og Fællesskab.
Når jeg nævner dem sammen, er det fordi de på Rysensteen går hånd i hånd.
Rysensteen har en lang tradition for elevinddragelse, der hviler på en engagementskultur. Skolen har både en formel organisation, der understøtte dette, men vigtigst er egentlig den sprudlende undergrund af uformelt demokrati der hersker.

Formelt har vi skabt en struktur, med demokratiskabende tilbud indenfor undervisningen i fx:

- retorikmoduler for alle med fokus på mundtlig og skriftlig argumentationsteknik
- demokratimoduler for klasser, årgange og hele skolen
- klassens time med fokus på særlige emner, som er vigtige for skolens liv

Udenfor undervisningen er eleverne organiseret i de store elevudvalg som:
- elevrådet
- studierådet
- MIO-sikkerhedsudvalg
- festudvalget
- kælderudvalget
- musicaludvalget
- OD-udvalget
- Mamseudvalget
- SMIL – sundhed, motion idræt og leg

Ud over disse faste udvalg er der en bred vifte af udvalg, som hele tiden ændrer sig i takt med at elever udskiftes. For ønsker man et udvalg på Rysensteen, så meddeler man det til ledelsen – og så nedsættes det. Rekrutteringen foregår på vores morgensamling, som er et fast element i vores skolekultur. I tidens løb har fx udvalg som Kultursnobberiet, Poul Reichard-udvalget, brætspilsudvalget og mange andre set dagens lys. Mangfoldigheden er stor!!! Fantasierne sættes ofte i gang ovre i Rysensteens berømte elevkælder!

Inspireret af denne sprudlende elevkultur er vores motto:

Du skaber Rysensteen
Rysensteen skaber dig
Sammen skaber vi fremtiden


Idræt og sundhedsprofilen

Ud over det fællesskab der skabes gennem klasser og udvalg, har vi på Rysensteen også et stærkt fællesskab omkring idræt og bevægelse. Ved siden af idrætsundervisningen, som jo foregår i disse meget attraktive omgivelser, samles hver fredag omkring 100 elever til frivillig idræt, ligesom alle elever har adgang til både Vandkulturhuset og Træningshuset ml. 6.30 og 15.45. Der er lagt et ekstra DGI-modul ind for alle klasser i løbet af ugen. Vi tror på, at læring styrkes gennem fysisk træning, og sikrer mulighederne for det.



Læs mere i folderen og på hjemmesiden!
I den folder I har fået udleveret i aften kan I læse mere om de prioriteringer som vi på Rysensteen har valgt indenfor almendannelsen, ligesom vi på hjemmesiden har lagt nogle mere uddybende beskrivelser, hvor bl.a. eleverne fortæller om deres oplevelser med indsatsen.


Valget af studieretning
Studieretningsstrukturen kan godt være noget vanskeligt at orientere sig i. Mit råd til jer er, at I skal vælge efter hovedinteresser: Er det science I er til? Eller sprog, eller samfundsfag eller måske musik eller drama – så vælg det. Det vigtigste er, at I finder en studieretning, hvor jeres interesser og kompetencer bliver stimulerede. Skulle et enkelt fag være anderledes, end I havde forestillet jer, så ender det oftest med, at det bliver spændende, når først man fordyber sig i det. Og husk: det er ikke nu, I skal blive specialister. Gymnasiet er en almendannelse – en slags legeplads i udvikling af brede kompetencer.

Det er hverdagen, der tæller, når man skal vælge gymnasium. Derfor vil jeg anbefale jer at komme på en besøgsdag på Rysensteen og opleve, hvordan skolen fungerer til daglig. Har I ikke allerede bestilt en besøgsdag, så meld jer efter studieretnings-fremlæggelserne. Det er ovre i stueetagen mod øst. Læg også vejen forbi den berømte elevkælder til en snak med de forskellige elevudvalg og undlad ikke at besøge vores studiecenter på 3.sal. Jeg selv vil være at træffe i stueetagen ved mit kontor.

Har I brug for en snak inden ansøgningsfristen d. 15. marts, så er I MEGET velkomne til at ringe til os. Vi vil hjælpe alt det vi kan.

Vælger I Rysensteen som 1. prioritet, så skriv i ansøgningen under motivation, hvis der er dele af vores profil, som har jeres særlige interesse, eller hvis I har særlige forudsætninger for at deltage i vores Global citizenship Program - uanset hvilken studieretning I ønsker. Skriv også meget gerne en alternativ studieretning, hvis I har en sådan.

Jeg ønsker jer alle en fortsat god aften, og håber for jer alle, at I må få en spændende og udbytterig gymnasietid uanset hvor I vælger det skal foregå.


Rektor Gitte Harding Transbøl, 250112



Her kan du se powerpointen.

Rysensteen Gymnasium | Tietgensgade 74 | 1704 København V | Tel: 33 2443 11 | E-mail: mail@rysensteen.dk