De seneste dage er det kommet frem i pressen, at gymnasierne nu - som modtræk til elevers forsømmelighed i forhold til aflevering af skriftlige opgaver - etablerer skrivefængsler, hvor man ”indsætter” elever. Jeg er helt overbevist om, at indsatsen er ment som en hjælp, så de elever det drejer sig om, kan få præsteret det de skal og derved komme igennem gymnasiet. Men det kan da ikke være rigtigt, at vi i den studieforberedende gymnasieskole vælger at ty til midler, der bringer tankerne tilbage til middelalderlige forhold.
I formålsparagraffen for STX – det almene gymnasium – står bl.a.:
Stk. 3. Eleverne skal gennem uddannelsens faglige og pædagogiske progression udvikle faglig indsigt og studiekompetence. De skal opnå fortrolighed med at anvende forskellige arbejdsformer og evne til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er centrale.
Stk. 4. Uddannelsen skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. Eleverne skal derfor lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden: medmennesker, natur og samfund, og til deres egen udvikling. Uddannelsen skal tillige udvikle elevernes kreative og innovative evner og deres kritiske sans.
Nogle vil sikkert mene, at alt det jo HAR været afprøvet gennem adskillige pædagogiske tiltag overfor de elever, der nu sættes i skrivefængsel. Men er problemet ikke, at hvis vi vælger at reagere på en udfordring ved at tilsidesætte det egentlige grundlag for den gymnasiale uddannelse, så har vi givet op i forhold til missionen?
Jeg mener, at vi gennem samtaler, vejledning og lektieCAFEER – med frivillighedens klare etymologi – skal appellere til de elever, der har den helt store udfordring med at klare de skriftlige krav, der er i gymnasiet. Egentlig tror jeg også, at netop dette faktisk er den grundlæggende tanke bag tiltaget om skrivefængsler på mange af de gymnasier, som har indført det. Men sproganvendelsen er ikke ligegyldig. Det skal eleverne jo bl.a. også lære gennem deres gymnasietid. Derfor er det væsentligt, hvad vi kalder de tiltag, vi indfører. Nogle mener det måske – forhåbentlig! – som ironi. Men jeg mener ikke, at vi i det 21. århundredes danske gymnasieskole skal anvende begreber, der i den grad hører en fjern fortid til.
I denne tid italesættes dommedagsprofetierne over Danmark som nation med kraftfuld røst. Økonomien er slunken og fremtidsscenarierne skrækkelige. Og – de unge vi skal leve af i fremtiden er både dumme og dovne. Samtidig besynges andre kontinenters skoleformer. Er det mon i denne sammenhæng, vi skal forstå retorikken med skrivefængsler?
Gamle Gunnar Jørgensen fra Flemming-bøgerne talte altid om “kærlighedens lange arm”. Det var i 1950-erne. Nu et halvt sekel senere tror jeg egentlig “medicinen” er endnu mere aktuel. Mange af de unge, som har store problemer med at aflevere deres opgaver, er unge med ondt i sjælen. Med store udfordringer i deres privatsfære, rodløshed og for nogens vedkommende også meningsløshed. Jeg tvivler ikke på, at de vil få lavet deres opgaver ved at blive indsat i skrivefængslet, og måske er det medvirkende til en oplevelse af selvtilfredsstillelse, at den gæld i hvert fald er afskrevet. Men det hjælper dem jo ikke til at finde ansvarligheden i sig selv. At udvikle selvstændighed og studiekompetence.
Måtte vi i gymnasieskolen fortsat have midler nok til at kunne gennemførelsesvejledningen med individuelle samtaler og gruppesamtaler. Midler til mange lektiecafeer, med frugt, brød og te – og voksne, der både kan hjælpe fagligt og tage en sludder om alle de udfordringer, som unge har i dagens Danmark. Og må vores skoler forblive af en størrelse, der betyder, at vi fortsat har den enkelte elev i centrum. Fængslerne i Danmark er, så vidt jeg har forstået, overbelagte, og køen til afsoning lang. Det skulle nødig gå ligesådan med skrivefængslerne. Men må køen til de frivillige lektiecafeer eller andre tilbud til de unge gymnasieelever med afleveringsvanskeligheder blive kæmpelang, fordi tilbuddet er så godt, at man ikke vil gå glip af det! Må der fortsat findes tid i den danske gymnasieskole til, at vi med nærvær og forståelse hjælper de nødstedte – og i nogle tilfælde også til en anden form for uddannelse, fordi det simpelthen ikke er det rette for dem.
Og må innovation og vision derved blive styrket hos eleverne i gymnasieskolen – til gavn for både dem selv og Danmark.