"Opråb til Københavns kommunes social udvalg - Nu må der ske noget !
Vedrørende konsekvenser af placering af sundhedsrummet Vesterbro
Det er nu knap et år siden, at sundhedsrummet åbnede på Halmtorvet her på Vesterbro. Begyndelsen var stille ikke meget ændrede sig. Men i løbet af foråret, da Cafe Dugnad også blev åbnet, steg koncentrationen af narkomaner stille og roligt i vores nære miljø. Samtidig steg antallet af tyverier fra vores lokaler og ikke mindst antallet af fixende narkomaner på skolens areal og i de umiddelbare omgivelser. Siden skolestart i august er koncentrationen så voldsom, at vi må konstatere, at de mellem 90 og 120 narkomaner, der dagligt kommer i cafe Dugnad, ganske enkelt har sat hele dagsordenen for udendørslivet LIGE rundt om Rysensteen Gymnasium, hvor ikke blot vores ca. 700 elever og personaler færdes, men også tusindvis af andre Vesterbro-borgere samt besøgende. Det er HELT urimeligt!
Ved beboermøderne op til beslutningen om placering af sundhedsrum og værested, understregede parterne fra Københavns Kommune heriblandt Mikkel Warming - at etableringen alene ville blive et positiv for os omkring Øksnehallen og Halmtorvet. Italesættelsen var, at narkomanerne ville få en mulighed for at komme væk fra gaden. Sådan gik det ikke!
Koncentrationen af fixende og aggressive narkomaner har aldrig været større. Vi vader rundt i affaldet efter dem (sprøjter, vat og renseflasker, men også decideret afføring) og vores elever går dagligt i store buer udenom de mange narkohandlere, som er tiltrukket af koncentrationen af narkomaner. Faktisk er det nu svært for eleverne at forlade Rysensteen Gymnasium uden at blive tilbudt hårde stoffer!!!
I Kvægtorvsgade stopper politiet jævnligt bilister, der bliver bedt om at puste i alkometer, får bøder for ikke at have spændt sikkerhedsselen eller bøder for at have glemt deres kørekort. Lige på den anden siden af muren til Brune Kødby florerer handel med hårde stoffer samtidig fuldstændig åbenlyst, grupper på fixende narkomaner sidder lige så åbenlyst udenfor vores lokaler og parkerede biler bliver hærget af stenkast og indbrud. Alt sammen uden politiets indblanding. Udefra set virker prioriteringen noget absurd.
Sundhedsrummet er åbent for narkomaner med helseproblemer, og det har forhåbentlig medført en stigende livskvalitet for nogle. Sundhedsrummet udleverer rene sprøjter, men der er lukket for adgang til toiletterne i Sundhedsrummet, hvorfor narkomanerne enten blot benytter nicher i området, eller de nærliggende institutioners lokaliteter til at fixe eller blot til at gå på toilettet.
Kære medlemmer af Socialudvalget DER MÅ GØRES NOGET NU!!!!Vi har lige haft besøg af bl.a. Ekstrabladet, som gerne vil skrive om de konsekvenser ,der er kommet som følge af den politiske beslutning at placere Sundhedsrummet og Cafeen i så snævre rammer og så tæt på bl.a. en ungdomsuddannelsesinstitution. Men jeg mener ikke, at det er nogen god idé at kommunikere gennem medierne. Derfor skriver jeg nu direkte til jer med en forventning om, at der både på kort og lang bane bliver gjort noget for at udbedre de konsekvenser, som Sundhedsrummet og Cafe Dugnad har afstedkommet for os i de nære omgivelser. Jeg vedlægger en mailudveksling, som fandt sted inden etableringen af Sundhedsrummet og cafe Dugnad mellem Mikkel Warming og en af beboerne i Lille Colbjørnsensgade. Nu står vi i en situation, hvor Mikkel Warming optimisme viser sig HELT uberettiget. Derfor forventer vi også, at I som politikere tager ansvar for, hvordan situationen har udviklet sig, og handler.
På den lange bane er etablering af fixerum naturligvis hvad vi alle håber. Men vi ved jo, at de bygninger som Sundhedsrummet er placeret i, ikke tilnærmelsesvis er store nok til at rumme fixerum. Derfor vil man altså skulle finde egnede lokaler til dette, når der om forhåbentlig ikke så lang tid bliver landspolitisk opbakning til dette. Sådanne lokaliteter forventer vi, at udvalget planlægger med.
Cafe Dugnad er en dundrende succes og lokaliteterne er også her ALT for små. Ergo skal der også for dem findes egnede lokaler, der kan sikre, at narkomanerne fortsat får et måltid mad og et sted at være indendørs. Socialudvalget må få Københavns kommune til at finde egnede lokaler.
På den korte bane har vi LIGE MED DET SAMME brug for etablering af toiletfaciliteter, der er bemandede, så narkomanerne ikke bruger alle andre nærliggende institutioners toiletter eller besørger på gaden.
På den korte bane har vi MED DET SAMME brug for et vagtkorps, som sikrer, at alle brugere af de nærliggende institutioner kan færdes ugeneret.
På den korte bane har vi brug for, at politiet stopper den voldsomme handel med hårde stoffer, som vi alle sammen iagttager dagligt.
På den korte bane har vi brug for resurser til en løbende og koncentreret indsats med rengøring og oprydning i området.
På den korte bane har vi brug for at området omkring Brune Kødby bliver oplyst, og ikke ligger hen som en truende spøgelsesby efter mørkets frembrud.
På den korte bane er der brug for at pladsen foran Øksnehallen indtages af mennesker og ikke parkerede biler. Lav en skøjtebane om vinteren og en anden aktivitet om sommeren, så området kan sprudle af liv og glade børn f.eks. Eller find på noget HELT andet men gør noget!
Den politiske beslutning om at placere Sundhedsrummet og cafe Dugnad i hjørnet af Brune Kødby i meget små lokaler og snævre omgivelser i øvrigt og tæt op ad en uddannelsesinstitution, beboelse og børnekultur har fejlet. Området forsumper og forarmes, fordi man accepterer blot at iagttage at omkring 100 narkomaner (tallet er fra Cafe Dugnad) dagligt færdes i området fuldstændig uden hensyn til de tusindvis af andre, der bor her, arbejder her eller benytter de utallige kulturtilbud, som netop er samlet her. Handlen med hårde stoffer er koncentreret indenfor ganske få kvadratmeter midt på Vesterbro. Forarmelsen er forstærket efter etableringen af det Sundhedsrum, der ifølge Socialudvalget skulle få stofmisbrugere afvænnet og væk fra gaden. (se i øvrigt også vedlagte notat fra sociallæge Peter Ege, som er fremkommet efter et følgegruppemøde i september)
Dette er et ”OPRÅB”! Der MÅ handles. Både på kort og lang sigt. Det i øvrigt vældig velmente tiltag med et sundhedsrum og et tilstødende værested er ved at køre et lokalområde i sænk heriblandt et gymnasium. Det ved vi ALDRIG har været politikernes mening. Derfor er tiden inde til at bruge politiske kræfter på at vende dette projekt til noget positivt. Få tilført nogle midler, så der kan handles. Der er massevis af konstruktive kræfter i nærmiljøet her, som utrolig gerne stiller op og medvirker til at finde løsninger også for narkomanerne. Men også for alle os, der medvirker til at gøre Vesterbro til et ”downtown” med masser af kultur og kraft.
Med venlig hilsen
Gitte Harding Transbøl
Rektor
Se mailudvekslingen


