Forsiden < Skolen < Skolens ansatte < Ledelsen < Rektor < Rektors BLOG < Fordeling af ansøgere til gymnasiet  2009
kontakt sitemap

Fordeling af ansøgere til gymnasiet 2009

Udenfor styrter sommerregnen ned, og det er egentlig en meget sigende ramme for, hvordan vi har oplevet den første tredjedel af juni måned her på Rysensteen. Det har nemlig været en ualmindelig hård start på denne sommermåned både for os og for alle de af vores ansøgere og deres forældre, som lørdag d. 30. maj modtog brev om optagelse fra et andet gymnasium end Rysensteen. Hen mod 185 fik ikke imødekommet deres første ønske om at komme ind på Rysensteen, og det har naturligvis afstedkommet en byge af henvendelser til skolen efter en for forældrene hård pinse med endog meget voldsomme reaktioner blandt nogle af de afviste elever. Den samlede fordeling i Region Hovedstaden er statistisk betragtet gået godt, fordi kun 5 % ikke har fået deres ønske om gymnasium opfyldt. Problemet set herfra er blot, at langt de fleste af disse netop søgte Rysensteen Gymnasium som 1. prioritet!

Vi har fra Rysensteens side tilsidesat alt for at tale med alle, der har henvendt sig. Reaktionerne er mange:
• nogle er helt fortørnede over, at de ikke kom ind og sammenligner med andre de kender, der er kommet ind, og kræver en udredning for, hvorfor netop deres søn eller datter ikke var blandt disse
• nogle vil gerne have en forklaring på kompleksiteten i fordelingen og vide hvordan klagefasen forløber
• nogle er fuldkommen ulykkelige og ser slet ingen udvej
Langt de fleste ønsker optagelse på en ”venteliste”. Enkelte vil slet ikke gå i gymnasiet i år, men have sikkerhed for en plads på Rysensteen næste år. Det er helt igennem en ganske ulykkelig situation for alle.

Jeg vil gerne benytte min blog til at formulere nogle af ALLE de problemstillinger, der ligger bag fordelingen og herved understrege at, der på Rysensteen har været stort overskud af ansøgere, der har tilfredsstillet de opstillede parametre for optagelse, hvorfor det har været nødvendigt at fordele elever til andre gymnasier alene af den grund, at der IKKE kan være mere end 30 elever i hver klasse her på Rysensteen Gymnasium. Dette betyder, at langt fra alle, der mener at opfylde profilkriteriet, søskendekriteriet, nærhedskriteriet, eller har søgt en studieretning vi har oprettet, er kommet ind.

Koordinationsudvalget for Region Hovedstadens 4 fordelingsudvalg har sanktioneret fordelingen med flg. begrundelse:

”Fordelingsudvalgene har tilstræbt, at de ansøgere, som bor tættest på institutionen, har fået opfyldt deres ønske om optagelse, men for at sikre flest mulige ansøgere optagelse i overensstemmelse med deres prioriterede ønsker har det været nødvendigt for fordelingsudvalgene at udøve et samlet skøn. Ved dette skøn er afstandskriteriet fraveget i nogle tilfælde ud fra en helhedsbetragtning, så flest mulige ansøgere er blevet optaget i overensstemmelse med deres prioriterede ønsker om institution, studieretning, skoleprofil, 2. Fremmedsprog og valgfag. Fordelingsudvalgene har også været nødt til at lægge vægt på, at skolernes muligheder for at oprette hele klasser og for at oprette tilbudte studieretninger kan udnyttes fuldt ud.”

Det har under optagelsen således været nødvendigt også at skele til ansøgernes øvrige ønsker om gymnasier, til deres bopæl samt til om deres ønske om studieretning kunne tilfredsstilles på andre gymnasier i et håb om at finde en tilfredsstillende plads til alle ansøgere.

Vi har på Rysensteen etableret en ekstra globaliseringsklasse, så vi kunne optage 90 ud af de 150 ansøgere, der søgte denne. Men af de 60 vi ikke optog her, får vi indsigelse fra rigtig mange. På ”Krop og kultur” havde vi 68 ansøgere. Af de 38 vi ikke optog her, får vi ligeledes virkelig mange indsigelser. På de andre studieretninger drejer det sig om færre, men der var også færre , der ikke kom ind. Det skal lige nævnes, at vi ikke oprettede den supersproglige retning. Derfor er disse ansøgere heller ikke kommet ind.

Vi har på nuværende tidspunkt modtaget mere end 60 indsigelser. De bliver behandlet efter fristens udløb 15. juni. Men muligheden for at imødekomme disse afhænger jo helt af, om der er nogle af de allerede optagede elever, der melder fra. Derfor vil det være et fåtal vi kan optage. Og vi kan desværre heller ikke lave en venteliste af ansøgere til næste år, og love dem optagelse der. Det ville stille ansøgere 2010 ringere.

Reaktionen fra de ansøgere, der ikke er optaget er selvfølgelig fuldt forståelig. ”Hvad mener man i Danmark med frit gymnasievalg, når elever på trods af op til 5 afgivne ønsker alligevel kommer et helt sjette sted hen?” Et spørgsmål jeg er blevet stillet hen ved 100 gange den forløbne uge. Og for de 5 %, der er blevet henvist i denne fordeling er spørgsmålet naturligvis helt relevant. Sådan er oplevelsen. Det eneste svar jeg kan give er, at tilstrømningen af ansøgere i år har været ualmindelig stor, og selv om vi har oprettet en ekstra klasse, så KAN vi ikke optage alle dem, der har ønsket det. Hvor gerne vi end ville. Problemet bliver så ekstra voldsomt for dem, der har prioriteret 2.-5. ønsker på gymnasier, der har for mange 1. ansøgere. Disse gymnasier må nemlig ifølge optagelsesreglerne IKKE optage andet end 1. ansøgere, og så er der kun mulighed for en henvisning.

Det skal tilføjes, at de gymnasier, som aftager Rysensteens ansøgere, gør sig de ihærdigste anstrengelser for at tage godt imod. De forsøger i videst muligt omfang at tilfredsstille studieretningsønskerne, laver velkomstmøder før ferien og sætter i det hele taget alle kræfter ind på at få det bedste ud af det for de elever, de modtager. Flere steder kommer rysensteener-ansøgere i klasse med rigtig mange, som også søgte Rysensteen og blev henvist. Vores erfaring fra tidligere er, at der er mange, der bliver glade for den plads, som de får.

Det er mit inderste håb, at alle der ikke i første omgang fik deres 1. ønske om Rysensteen indfriet, alligevel får en dejlig gymnasietid trods den turbulente start, som jeg ved, det har været. Og må solen inden da tilsmile jer alle i løbet af sommerferien.

De bedste hilsner fra

Gitte Transbøl
Rektor



Rysensteen Gymnasium | Tietgensgade 74 | 1704 København V | Tel: 33 2443 11 | E-mail: mail@rysensteen.dk