Forsiden < Skolen < Skolens ansatte < Ledelsen < Rektor < Rektors BLOG < Et tilbageblik på september og oktober 
kontakt sitemap

Et tilbageblik på september og oktober – mens novemberregnen siler ned!

Bloggen har holdt en lille pause – til gengæld har aktiviteterne på Rysensteen bestemt ikke gjort det samme. Følger man med her på hjemmesiden, fremgår det tydeligt af annonceringerne.

I dette skoleår planlægger vi selvfølgelig indenfor visionens tre strategiske spor: ”Bevægelse og sundhed”, ”relationer” og ”medindflydelse” – jeg skal her skitsere, hvordan de seneste måneders aktiviteter hænger sammen med disse spor:

”Bevægelse og sundhed”:
Som beskrevet tidligere har vi indgået en aftale med DGI-byen om, at alle elever og medarbejdere på Rysensteen kan bruge Træningshuset og Vandkulturhuset i mellemtimer og i det ekstra DGI-modul, som er lagt i alle klasser hver uge. Der føres statistik over forbruget, men den har vi endnu ikke bearbejdet. Så vidt vi kan fornemme, så er der rigtig mange af eleverne, der benytter sig af tilbuddet. Nogle har etableret morgensvømmeklub, nogle deltager i en lærerorganiseret løbeklub om eftermiddage, og den frivillige idræt om fredagen er næsten ved at briste af succes. Det er gået lidt mere trægt for personalet. Derfor brugte vi halvdelen af OD-dagen 5. november til en ”medarbejder-idrætsdag”. I tre timer deltog op mod 50 medarbejdere i fælles opvarmning, pilates på store træningsbolde, fitness i Træningshuset, boksetræning, dans og hockey. Der blev grinet højlydt, og dagen efter mødte mange af os ømme men meget glade op. Idrætslærerne stod for dagen og forhåbentlig har dette indspark hjulpet til at få flere medarbejdere på banen i træningsfaciliteterne i DGI-byen.

Bevægelsestemaet dækker også den mentale bevægelse. Og der arbejdes i pædagogisk udvalg, i adhoc-udvalg og i ledelsen hårdt på at styrke vores visions krav om ”et engageret læringsmiljø med kreativ faglighed og globale ambitioner”. Alle fags lærere har formuleret en række ønsker til indkøb af læringsmidler eller til tilskud til ekskursioner, og vi har tildelt ekstrabevillinger på op mod 500.000 kr. for at indfri en række af ønskerne. Der indkøbes f.eks. dataopsamlingsudstyr for 150.000 kr. for at styrke den eksperimentelle tilgang til sciencefagene, sprogfagene får licenser til elektroniske ordbøger og der indkøbes software til et elektronisk sproglaboratorium, hvilket læreres kompetencerejse til Norge inspirerede til. Samfundsfag hjælpes med vigtige opsalgsværker til uddeling til alle elever, og musik får efter mange års trængsler et meget tiltrængt flygel. Dertil kommer en lang række ekskursionstiltag som behandles i ”Ud-Af-huset”-puljen, som også har fået tildelt ekstramidler ligesom kompetenceudviklingsønsker behandles på kommende PR-møde og planlægges i foråret.

Men væsentligst for dette strategiske spor er nok beslutningen om, at vi på Rysensteen er gået i gang med at definere et krav til en ny elektronisk platform, der kan leve op til de krav, som vi må stille for at kunne leve op til visionen. Arbejdet med dette foregår i de kommende måneder, og vi håber at have en plan klar efter jul, som kan udmøntes inden næste skoleår.

”Relationssporet” gennemføres fortsat bl.a. ved lærernes kompetenceudviklingsrejser. I september var 13 lærere i Oslo og Helsinki, og fik virkelig mange spændende erfaringer med hjem. Der er knyttet kontakt til en søsterskole i Oslo, der på mange måder ligner Rysensteen, men som ifølge gruppen kan byde på andre løsninger i skabelse af et kreativt læringsmiljø. I Helsinki var der ikke på samme måde overførselsværdi. Men det havde været utrolig givende at se, hvordan en helt anden struktur påvirker læringsmiljøet. En anden lærergruppe på 5 var i Dortmund for at besøge vores venskabsskole her. Det var for dem væsentligt at fornemme, hvor stor betydning det har for eleverne, at de kan komme på udveksling på Rysensteen Gymnasium. Samtidig oplevede lærerne, at den tyske gymnasiereform bringer vores to skoleformer tættere og tættere på hinanden. Relationen til de tyske kolleger er en vigtig brik i Rysensteens globale engagement. Sluttelig skal det her nævnes, at New York-holdet holder fast i kontakten til Beacon High-scool, og nogle arbejder på at komme på studierejse med en klasse eller to til næste efterår.

For 1.g-eleverne har relationssporet i høj grad drejet sig om hinanden i disse måneder. Jeg har netop været rundt i alle 1.g-klasserne i et modul og spurgt dem, hvilke oplevelser, der har været de vigtigste for dem siden de begyndte på Rysensteen. Alle klasser svarer samstemmende, at de har følt sig utrolig velkomne hos de ældre elever. De sociale arrangementer har betydet meget for den tryghed, de nu har til deres uddannelsesinstitution. Alle klasser nævner også at teamlærernes arbejde for at skabe en god klasseidentitet er meget vigtig, og at hytteturen til Sverige, var vigtig i denne proces. 2.g-erne har været på studierejser i september og begyndelsen af oktober. Alle har fået mange faglige erfaringer med hjem, men de færreste har fået knyttet relationer ad denne vej – bortset fra med hinanden. Til gengæld har besøget af de tyske udvekslingselever fra Dortmund i september knyttet adskillige relationer, og Rysensteens tysk-elever glæder sig meget til genbesøg i Dortmund til maj. Vores nye mentor-tiltag, hvor ældre elever er mentorer for de nye 1.g-elever er kommet lidt trægt fra start. Men 1.g-ernes evaluering er, at det er et meget vigtigt projekt, som skal prioriteres meget højt ved starten af næste skoleår. Langt de fleste vil mægtig gerne være mentorer næste år, og har massevis af ideer til, hvordan det kan blive en succes.

Hvilket bringer mig helt naturligt over i ”Medindflydelses-sporet”. Dette spor har manifesteret sig gennem adskillige fællesarrangementer. Elevrådet har gennemført en demokrati d. 7. oktober, hvor alle elevudvalg bl.a. fremlagde deres aktiviteter og mål, hvor elevrådets arbejde blev drøftet og Christine Antorini kom og drøftede uddannelsespolitik. Det amerikanske valg har naturligvis også sat dagsordenen for både et fællesarrangement for alle skolens elever fredag d. 24. oktober hvor professor Niels Bjerre-Poulsen fra CBS gennemgik baggrunden for valget i USA – en stor succes. Selve valgnatten arrangerede en del elever sammen i Rysensteens sal, hvor de over internettet fulgte med i at Barack Obama blev valgt som USA's kommende præsident. Operation Dagsværk har naturligvis også sat dagsordenen i denne periode. Alle elever deltog i et glimrende fællesarrangement og resten af dagen deltog alle 1.g-elever i rollespillet ”Opdragelse til demokrati” styret af Operation Dagsværks stab – bl.a. med deltagelse af tidligere studenter her fra Rysensteen! Selve OD-dagen var mange elever på arbejde for at støtte skolegang i Niger. Vi har endnu ikke helt overblik over deltagelsesgraden, men mit indtryk er, at der desværre var en del specielt 3.g-elever, der afstod i år. Det er selvfølgelig ikke i orden. Hvis skolen afsætter en dag til dette arrangement, så skal der bakkes op fra elevside. Ellers må vi tage konceptet op til fornyet overvejelse. Men denne drøftelse må afvente konkrete data.

Et kæmpe tilløbsstykke blev en snigpremiere på CPHDOX – en filmforevisning af dokumentarfilmen om Ungdomshuset, som blev forevist i Rysensteens sal. Hen mod 300 af Rysensteens elever blev efter skoletid og så filmen og deltog efterfølgende i diskussionen med filminstruktøren. Temaet ”medindflydelse” var i høj grad er på dagsordenen.

Endelig skal jeg her nævne, at Rysensteens bestyrelse har drøftet, hvordan skolens demokratiske profil fortsat skal være medvirkende til at danne baggrund for en optagelse på skolen. Bestyrelsen gav et klart tilsagn med ønsket om at fastholde den klare identitet, som skolen har. Elevrådets formandskab, som sidder i bestyrelsen var bekymrede for, om dette ville skabe en meget elitær skole. Jeg har derfor på et elevrådsmøde drøftet disse ting indgående med elevrådet, og der er nu fuldstændig enighed om, at skolens demokratiske profil skal være en klart formuleret profil, som kan give elever med interesse for at tage sin studentereksamen i denne ramme, vil kunne blive optaget på Rysensteen Gymnasium uanset om de bor i nærområdet.

Et langt indlæg – med fokus på de seneste to måneders mange og vigtige tiltag, tilrettelagt i forlængelse af Rysensteens vision og de valgte strategiske spor. Det skal dog understreges, at ud over de nævnte arrrangementer, er den daglige skolegang selvfølgelig det, der fylder allermest. Det er netop der, vi skal arbejde med at Rysensteens vision træder frem – i skabelsen af et engageret læringsmiljø hvor kreativ faglighed står som en lysende stjerne. Arbejdet frem mod dette fylder meget for hver eneste lærer på skolen.

Lige nu falder novemberregnen tungt udenfor skolens vinduer. I denne mørke tid rykker vi endnu mere sammen – fællesskabet dyrkes. Og skolens motto fastholdes:

Du skaber Rysensteen
Rysensteen skaber dig
Sammen skaber vi fremtiden


Rysensteen Gymnasium | Tietgensgade 74 | 1704 København V | Tel: 33 2443 11 | E-mail: mail@rysensteen.dk