Et nyt skoleår tager sin begyndelse
I denne uge slår Rysensteen dørene op til det nye skoleår. 1.g klasserne 240 nye rysensteenere, som vi glæder os meget til at lære at kende begynder på torsdag, og fredag kommer 2.g-eleverne. Først på mandag i uge 34 starter vores 3.g-elever.
Denne ”langsomme” start er ikke tradition på Rysensteen. Og det er bestemt heller ikke noget vi ønsker i fremtiden. Men året er særligt. For gennem hele sommerferien har op mod 50 håndværkere kæmpet en kamp mod tiden for at få renoveringsprojektet færdigt til skolestart. Og vi organiserede det sådan, at denne blev trukket lidt ud, så vi kunne magte, hvis planlægningen ikke kunne holde.
Alligevel får vi lidt problemer den første uge, da kun det ene trappetårn er færdigt, ligesom der er enkelte mangler i studiecentret på 3. sal og toiletterne i kælderen heller ikke er færdige før sidst i uge 34.
Men det er imponerende, hvad der er gjort:
- Sammenlægningen af det gamle datalokale og det ellers store studiecenter på 3.sal giver et pragtfuldt rum på toppen og med de 5 nye kviste i taget mod vest bliver dette sted et vigtigt læringscenter på Rysensteen med plads for både individuelt arbejde og gruppearbejde
- Alle de 16 klasselokaler i trappetårnene er nymalede og har fået nyt linoleumsgulv. Det får en ganske effektiv virkning på rumfornemmelsen. Og da det jo ikke er kvadratmetre, vi har mest af på Rysensteen, så har vi i arbejdsgruppen været meget opmærksomme på virkningen i valget af farver
- Og så har trappetårnene måtte lade deres 80-er-image! De stærkt kulørte trappetårne er nu malet om og lofterne er udskiftet. Det gamle trappegulv bibeholdes og renses helt op ligesom de helt gamle mahogni-gelændere kan ”reddes”. De køkkenblå branddøre ved indgangen mørknede voldsomt og fyldte meget. De er nu fjernet i begge trappetårne, så der er åbent ned til kælderen. Den gamle granittrappe kommer derved til syne, og der bliver mere plads at komme ind og ud på.
- OG - så kommer der nye elevtoiletter i kælderen. Den gamle opdeling i drenge- og pigetoiletter er sløjfet, så hele arealet udnyttes til fælles toiletter, hvilket giver både flere og større toiletter
- Sluttelig får også lærerne nye toiletter i tilknytning til lærerværelset i stueetagen
Alt i alt får Rysensteen nu en ansigtsløftning indendørs på linje med den, der foregik i gårdhaven sidste år. Vi mangler dog stadig renoveringen af salen i gården. Den påbegyndes til september og forventes at stå færdig efter efterårsferien. Den er også en del af hele projektet.
Valg af stil, materialer, farver m.v. er foregået i byggeudvalget, som bestod af elevernes 2 sikkerhedsrepræsentanter, 2 lærere samt medarbejdernes sikkerhedsrepræsentant, 1 tapper og 2 ledere. Repræsentanter for musik/drama har været tilknyttet for at give deres ønsker til kende vedrørende salen. Der har været fuld enighed i gruppen om valgene, så vi håber selvfølgelig, at alle nu bliver glade for forbedringerne.
Rysensteen Gymnasium fik stillet 5,5 mill. kr. til rådighed for renoveringen af Universitets- og Bygnings- Styrelsen, der er ansvarlig for landets gymnasier. Det viste sig, at budgettet ville blive 1,8 mill. kr. større, hvis det hele skulle laves. Rysensteens bestyrelse vedtog, at disse midler blev afsat på skolens driftsbudget. Derfor har det kunnet lade sig gøre at få alle 5 delprojekter lavet.
Med disse store investeringer bliver det vigtigt, at der bliver passet særdeles godt på det hele. Vi håber, at kunstudvalget vil hjælpe med at skabe nye rammer for udsmykningen på skolen. Det bliver f.eks. nu muligt at hænge billeder eller andet op på trapperne efter borterne er væk, og i klasserne er der massevis af muligheder. Men alle må tage et medansvar for at passe på hovedbygningen efter renoveringen.
Velkommen til skoleåret 2009-10 i nye omgivelser til alle rysensteenere. Jeg håber, I vil nyde dem. Og at I vil passe rigtig godt på dem.
Kærlig hilsen
Gitte Transbøl


