”Trods klingrende frost godt år I spå
For fugl og sæd i dvale”
Grundtvig 1825
Ovenstående ord klingede i mit hoved her til morgen, da jeg gik tur i en sneklædt natur med en bidende vind i kinderne. Det nye årti har godt nok gjort sin entre med kong Vinter ved roret!!!
Men trods kulde og sne har vi taget hul på andet semester på Rysensteen. 3.g-erne har deres SRP-opgave i hus, og en vis determinering står at læse i deres ansigter nu er der ikke mange skoledage tilbage i deres 12- eller 13-årige skolegang. For 1.g-eleverne ligger studieretningsforløbet for fødderne. Nu starter det faglige arbejde, som de har valgt efter f.eks. skal de snarest påbegynde et AT-forløb, som netop rummer deres studieretningsfag. 2.g-erne står foran deres dansk-historie-opgave, og egentlig er tiden nok lidt hård for netop disse elever. Halvdelen af deres gymnasietid er gået. Ergo er der lige så lang tid tilbage som der er gået. Og det kan jo godt i en januar med kulde, mørke og mange opgaver stille krav til, at der bliver skubbet lidt på fra lærerside med kærlige ord, for at engagementet kan holdes i top. Det gør vi så på Rysensteen.
For op imod 70 af Rysensteens elever er denne tid utrolig arbejdsom. Musicalpremieren er nemlig d. 15. januar. Derfor mødte alle disse elever også i skole weekenden før alle os andre, hvor de øvede fra morgen til aften. Og det gør de også i denne weekend 9.-10. januar, ligesom onsdagene er henholdsvis teknikprøve og generalprøve. Endnu en gang har crewet slået et stort brød op. Processen startede med, at hele stykket blev skrevet af to elever i sommerferien! Herefter har eleverne selv afholdt prøver, hvor udskilningsløbet netop i år var helt uhyggelig tæt. Der er SÅ mange elever på Rysensteen med stærke ressourcer både hvad musik , drama og dans angår. Niveauet er højt. Skuffelsen var selvfølgelig stor for dem, der ikke kom med. Jeg håber, at de har valgt at engagere sig i andre af Rysensteens tilbud. Dem der kom med på holdet har øvet hele efteråret og NU sætter slutspurten ind. Vi glæder os vildt til at se produktet ”Vendetta” klik her for information om Musicalen
En anden vigtig begivenhed her i januar er, at Elevrådet vælger nyt formandskab. 3 elever er opstillet en 2.g-elev, som genopstiller og to 1.g-elever med mod på udfordringerne. Det bliver rigtig spændende, hvordan valget falder ud. Uanset hvem der vælges, så byder jeg de to kommende formænd velkomne. Her vil jeg benytte lejligheden til at takke Sofie Bagger fra 3.c for det enorme arbejde, som hun har lagt i de sidste to års formandskab. Hun har været med til at udlægge et spor, så arbejdet bliver lettere for de kommende og så træder hun i øvrigt til med fortsat deltagelse i bestyrelsen, da ingen af de opstillede kandidater er 18 år, og reglerne kræver, at elevrepræsentationen skal være det. Så vi fortsætter gudskelov samarbejdet lidt endnu.
Fra det lokale til det globale:
Rysensteens internationaliseringsfokus fortsætter.
Asbjørn fra 3.b kom hjem d. 16. december efter 11 uger i Guatemala. En forrygende rejse også fuld af større udfordringer som man kan læse om på skolens hjemmeside Link. Det er en rigtig god idé at kunne tilbyde enkeltelever denne mulighed som en del af deres gymnasieuddannelse. Ingen tvivl om, at det skærper almendannelsen og ikke mindst den globale forståelse. Vi håber, at Asbjørn har banet vejen for kommende 3.g-ere på Rysensteen. Vi vil I hvert fald gerne yde både økonomisk støtte og fleksibilitet i den faglige planlægning, så dette tilbud kan fremstå for den lille gruppe, der kunne ønske det.
Her i begyndelsen af året har vi en lærer på studietur i Senegal. 2 uger på besøg i stammesamfund, hvor hun deltager i undervisningen. Det bliver fantastisk spændende, hvad disse indtryk bringer med sig. Ud over fortællingen om hendes oplevelser, så håber vi, at besøget kan bringe os tættere på et samarbejde med folk i den tredje verden.
Udover vores udveksling med et gymnasium i Dortmund, som vanen tro fortsætter til maj, har vi nu fået kontakt med et gymnasium i Haag. To af vores ledere har besøgt skolen, og der er nu udfærdiget en kontrakt om udvekslingen. Dette projekt kommer 10-12 elever om året til glæde og gavn. Projektets kerne er at skabe kulturel forståelse for forskelle og ligheder mellem vore to landes kulturer. Udgangspunktet er en miniantropologisk undersøgelse med efterfølgende analyse. Vi ser frem til, hvad denne metode kan kaste af sig af kulturel åbenhed, som forhåbentlig kan komme alle Rysensteens elever til gavn som en fast benyttet metode på f.eks. studieture. Fokusgruppen for internationalisering (under skolens kompetenceudviklingsprogram) arbejder bl.a. på at udvikle denne metode.
Også et internationalt IT-projekt er i vente dette semester. Historie- og dansklærer Ester Højgaard påbegynder et projekt i 2.y, hvor de samarbejder med en klasse i London om et samtidskunstprojekt i Turbinen under Tate Gallery. Temaet er demokrati. Det bliver meget spændende at følge. Det vil selvfølgelig også blive beskrevet her på hjemmesiden som projektet skrider frem.
For os på Rysensteen er et internationaliseringsfokus i almendannelsen meget nødvendigt. Og vi har fortsat meget at lære! Statistikken fortæller, at der er færre og færre unge, der benytter muligheden for at studere eller arbejde i udlandet gennem deres uddannelse. Det kan blive en katastrofe for Danmark, hvis den kommende vidensbank i form af vores nyuddannede unge, ikke gennem deres uddannelse opnår indsigt i andre kulturer, og derved skærper deres forståelse for og ønske om samarbejde med mennesker fra andre kulturer. Dialogen på tværs af landegrænser bliver mere og mere nødvendig for at sikre et innovativt og også trygt samfund. Derfor lægger vi på Rysensteen mange kræfter i den internationale dimension af gymnasieuddannelsen både IRL og virtuelt.
Jeg ønsker alle læsere af denne blog et rigtig godt nytår ”trods klingrende frost godt år I spå”
Kærlig hilsen
Gitte Transbøl
Forsiden < Skolen < Skolens ansatte < Ledelsen < Rektor < Rektors BLOG < Et nyt år tager sin begyndelse
Rysensteen Gymnasium | Tietgensgade 74 | 1704 København V | Tel: 33 2443 11 | E-mail: mail@rysensteen.dk


