Forsiden < Skolen < Skolens ansatte < Ledelsen < Rektor < Rektors BLOG
kontakt sitemap

Velkommen til Rektors Blog på Rysensteen Gymnasiums hjemmeside.
Rektors Blog er en orientering om, hvad der aktuelt foregår på Rysensteen Gymnasium set gennem mit perspektiv. Bloggen er ikke tænkt som et diskussionsforum, men jeg modtager naturligvis gerne kommentarer eller spørgsmål om indholdet på min egen mail:gt@rysensteen.dk Bloggen vil løbende blive opdateret. Jeg håber, at Rektors Blog kan medvirke til at alle Rysensteen Gymnasiums interessenter, hvad end det gælder forældre, aftagerinstitutioner, ansøgere eller nuværende ansatte og elever, får mulighed for at følge med i. hvad Rysensteen Gymnasium står for og hvordan skolen lever op til de udfordringer, som ligger forude.
Tak til alle som læser med!

Kærlig hilsen
Gitte Harding Transbøl

Optagelsesbetingelser for nye ansøgere

I uge 6 udgav Politiken en artiklen, der handlede om behandlingen af ansøgere til det almene gymnasium. Denne artikel fortalte bl.a. om en ansøger fra 2009, som nu går på Rysensteen Gymnasium. Om hvordan hun havde ansøgt, fordi hun var meget tiltrukket af skolens demokratiske profil, og at hun derfor havde skrevet en motiveret ansøgning. Jeg selv blev i artiklen citeret for at benytte de motiverede ansøgninger som EN DEL af optagelseskriterierne, for at give de elever, der brænder for skolens profil en mulighed for at komme ind.

Artiklen har siden kastet mange synspunkter af sig - f.eks. har nogle i læserbreve givet udtryk for harme over at rektorer nu håndplukker elever, og lederen i Politiken udtrykte fredag i uge 6 forargelse over, at gymnasieelever nu optages på baggrund af deres personlighed! Det sete afhænger af øjnene der ser, og de vinkler som læseren efterlades med afhænger af vinkler journalisten vælger at anlægge! Jeg vil her forsøge at redegøre for, hvordan tingene reelt hænger sammen på Rysensteen Gymnasium – og i øvrigt på alle andre gymnasier i vores optagelsesområde. Og jeg vil argumentere for, hvorfor jeg mener, at det er nødvendigt, at optagelsesproceduren styres af rektorer.

En ting skal slås fast: På Rysensteen overholder vi naturligvis optagelsesbekendt-gørelsen samt den forretningsorden, der gælder for vores forpligtende fællesskab/fordelingsudvalg. Optagelsesbekendtgørelsen er udstedt af Undervisningsministeriet, og det enkelte fordelingsudvalg består af nærliggende gymnasier alle repræsenteret ved rektor samt en repræsentation fra Region Hovedstaden. I fordelingsudvalget Centrum, hvor Rysensteen Gymnasium er repræsenteret, er der 13 gymnasier. Både offentlig og private. I optagelseskriterierne skal der tages hensyn til ansøgerens geografiske afstand til skolen, men også til ønske om studieretning, sprogvalg, profil samt søskendetilknytning. Derudover kan rektor skønne, hvis der er andre elementer, der kan indgå i overvejelserne.

Med udgangspunkt i ovennævnte regelsæt forelægger rektorer fra gymnasier med overskudsansøgere et udkast til hvilke ansøgere, vi mener, der kan optages.
Fordeling af elever i københavnsområdet er langt fra enkel. Ansøgermønstret er temmelig skævt – der er skoler med virkelig mange ansøgere, og skoler med færre end der kan optages. Og ansøgernes op til 5 prioriteringer er ofte fordelt på de skoler, der allerede som 1. prioritet har fyldt pladserne op. Derfor arbejder det forpligtende fællesskab tæt sammen for at tilfredsstille så mange ansøgere som overhovedet muligt indenfor såvel deres skolevalg som deres studieretningsønske.

Der er formelt frit gymnasievalg i Danmark. Men netop fordi, der er skæv søgning, eksisterer det helt frie valg ikke reelt. Problemet er så, hvordan vi kan sikre, at så mange som overhovedet muligt bliver tilfredse med deres gymnasieoptag.

På Rysensteen Gymnasium har vi de seneste 11 år, hvor jeg har modtaget og gennemlæst ansøgningerne, kunne konstatere, at vi hvert år har haft ansøgninger fra hen imod 120 grundskoler og efterskoler - rigtig mange af vores ansøgere kommer endog temmelig langt væk fra skolen. Nogle ansøgeres højeste ønske er at skifte miljø fra det område de bor i eller fortsat at gå i skole i indre København, hvor de af forskellige omstændigheder allerede har gået gennem deres grundskoleforløb. Mange ansøgere søger netop Rysensteen, fordi de tiltrækkes af skolens bevidst udviklede demokratiske profil med udstrakt mulighed for medbestemmelse. Andre er alene tiltrukket af stemningen, af bymiljøet, af idrætsfaciliteterne osv. Vigtigt er det, at Rysensteen Gymnasiums beliggenhed få hundrede meter fra et trafikalt knudepunkt i Købehavn – Hovedbanegården – betyder, at det også for elever i Greve, Dragør, Virum eller Høje Tåstrup er temmelig let at komme til Tietgensgade. HVIS disse elevers begrundelse netop er, at de ønsker gennem gymnasietiden at udvikle sig i et miljø, der pålægger alle elever at udøve deres medbestemmelsesret og tilbyder de meget demokratisk interesserede at blive endog ganske skrappe til forståelse og udøvelse af disse færdigheder, så KAN en motiveret ansøgning åbne en mulighed for, at man kan blive optaget, selvom adressen man bor på ikke er geografisk tæt på Rysensteen Gymnasium.

Det siger sig selv, at denne profil-mulighed IKKE udelukker elever, der bor tæt på skolen. De kommer ind, hvis ellers studieretning og sprogvalg harmonerer med, hvad vi opretter. Men for de mange ansøgere vi har, som bor langt væk fra skolen hvis man opmåler det i kilometer – men måske ikke så langt, hvis man opmåler det i trafik-tid - giver vi med profilmotivationen en mulighed for optagelse, og dermed en mulighed for, at en elev ikke er tvangsbundet til sit lokale gymnasium, hvis man af forskellige grunde ønsker sig væk derfra.

Der er selvfølgelig IKKE tale om, at vi på Rysensteen håndplukker 240 elever til 1.g-klasser. I rigtig mange tilfælde giver optagelsen sig selv. Og i andre tilfælde foregår ”valget” som en del af arbejdet i fordelingsudvalget. Men i optagelsesprocessen læser vi ansøgningerne grundigt. Og det er i henhold til regelsættet rektors skøn, om det skal være muligt for en elev at komme ind, - også selvom matriklen man bor på ikke ligger lige rundt om hjørnet.

Det er naturligvis en stor problemstilling, at vi ikke har kunnet tilfredsstille alle ansøgeres 1. ønske. Jeg har oplevet rigtig mange meget ulykkelige elever – også nogle, der faktisk har fået 3. eller 4. prioritet tilfredsstillet. For de ville jo bare gerne gå på Rysensteen Gymnasium. Vi har hævet klassetallet og vi har endda opskrevet antallet af elever i den enkelte 1.g-klasse til 30. Mere kan vi simpelthen ikke være. Med det ansøgertal vi har haft de seneste år, har vi afvist en del. Men – vi har også hjulpet alle dem vi kunne , hvis der siden er kommet en plads. Og vi ved, at der også er rigtig mange at dem, der fik tilbudt en alternativ plads, som er blevet glade for at gå, hvor de nu går.

Nogle mener, at det eneste rimelige er i fremtiden at lave en elevfordeling, der ALENE foretages på baggrund af geografi – altså at det er bopælen, der tæller, og at man opmåler på millimeter, om den ene eller anden elev skal optages. Jeg mener personligt, at en så maskinel fordeling overhovedet ikke passer til det samfund, vi lever i, og til de krav vi i øvrigt stiller til unge mennesker. Efter snart 11 års gennemlæsning af ansøgninger, så mener jeg faktisk, at der ER forskel på, hvad en ansøger ønsker. Nogle ønsker brændende skolen. Andre ønsker faktisk brændende en helt bestemt studieretning, og har mange forskellige gymnasier på den prioriterede ønskeliste. Derfor mener jeg, at det vil være vanvittigt, at lade en maskine fordele ansøgerne efter helt iskolde teknologiske betingelser. Et menneskeligt skøn MÅ simpelthen indover – det er mennesker vi taler om og ikke simple ”pakker” , der bare kan adresseres helt efter deres hjemmematrikel!!!

Selvfølgelig vil der dermed opstå etiske udfordringer. Som rektor vil man udøve et skøn, der i nogle tilfælde resulterer i valget mellem ansøgere. Men for det første er der mange job indenfor det danske bureaukratiske embedsvælde, der rummer sådanne udfordringer, og for det andet skal man jo kunne forelægge sine beslutninger for det forpligtende fællesskab. Jeg føler mig HELT overbevist om, at rektorer over det ganske land glimrende forstår at tage de rette hensyn. Og jeg er HELT sikker på, at fordelingsproblemerne ikke vil blive mindre, fordi man lader maskiner overtage jobbet. Det er klart, at man vil kunne påstå, at det er uden nogen form for menneskelige hensyn og dermed ”objektivt”. Men er det særlig objektivt, at en ansøger bor, hvor man nu bor? Hvad med skilsmissebørn med flere adresser. Hvad med unges personlige interesser? Hvad med det frie gymnasievalg?

Det er mit ydmyge håb, at vi også i 2010 får en fordeling, der igen efterlader mere end 90 % af ansøgerne med deres 1. ønske og 5 % af de sidste 10 % med en tilfredsstillet prioritet. Jeg vil i hvert fald gøre hvad jeg kan for at få fordelingen så hensynsfuld som overhovedet mulig. Ligesom jeg håber, at der igen i 2010 bliver optaget mange rysensteenere, der vil arbejde målrettet for, at vi fortsat kan leve op til Rysensteens profil og arbejde os frem mod skolen vision – sammen. Og så håber jeg , at det også i fremtiden bliver et menneskeligt skøn, der fortsat er med til at fordele unge mennesker til deres ungdomsuddannelse og ikke kolde maskiner!




Læs tidligere indlæg

Translokationstale 2009

Fordeling af ansøgere til gymnasiet 2009

En status for Rysensteen forsommeren 2009

Egenbetaling for elever i gymnasiet

Rigtig godt nytår til alle

Et tilbageblik på september og oktober

Velkomsttale til 1.g forældremøde

Kommentar til nedgangen i søgning til universiteterne - rektors svar på Bjarne Lundager og DIs bekymring og anbefaling - bragt i Berlingske Tidende torsdag d. 28. august

Velkommen til et nyt skoleår

Gymnasiereformen

Rysensteen og DGI i tættere samarbejde

Besparelser på gymnasieområdet

Årets musical på Rysensteen Gymnasium januar 2008

Med nytåret 2008 lanceres Rysensteen Gymnasiums nye

Et nyt skoleår tager sin begyndelse

"Opråb" til København kommunes social udvalg - Nu må der ske noget!

Julekort

Et nyt år tager sin begyndelse

Rysensteen Gymnasium | Tietgensgade 74 | 1704 København V | Tel: 33 2443 11 | E-mail: mail@rysensteen.dk