Forsiden < Skolen < Elever < Nye ansøgere 2012 < Rysensteens fysiske rammer

Rysensteens fysiske rammer

Rysensteen Gymnasium slog i foråret 2011 dørene op for et helt nyt projektværksted i Hvide Kødby på Flæsketorvet 60. På de 2000 nye m2 kan elever og lærere nu boltre sig med ordentlig plads til det, vi i visionen kalder ”kreativ faglighed”. Vi kalder værkstedet for vores ATelier, fordi det i første omgang giver plads til de projekter i Almen Studieforberedelse (forkortet AT), som alle klasser har i 200 timer af deres gymnasieforløb. Men også andre tværfaglige og fag-faglige projekter, der kræver ”space” til gruppearbejde eller anden projektarbejdsfacilitet bliver afviklet i disse lokaler.

Med indvielse af Flæsketorvet 60 er Rysensteen Gymnasium virkelig blevet et ”down-town”-campus. Nu strækker skolen sig fra hovedbygningen på hjørnet af Tietgensgade og Kvægtorvsgade til musikhuset og salen i gården, sciencelokalerne overfor i Brune Kødby, idræts- og samlingsfaciliteterne i DGI-byen og nu også til projektfaciliteterne i Hvide Kødby. Som et college i storbyen, vandrer rysensteenerne rundt i Vesterbros mangfoldige og inspirerende nærmiljø som en naturlig del af hverdagen. Dog vil vi skemateknisk altid lægge mindst en halv undervisningsdag ad gangen i projektværkstedet – og oftest flere dage – så der er grænser for, hvor langt man skal gå i frikvartererne!


















Rysensteen Gymnasium | Tietgensgade 74 | 1704 København V | Tel: 33 2443 11 | E-mail: mail@rysensteen.dk