Forsiden < Skolen < Elever < Nye ansøgere 2012

Kære kommende gymnasieelev

Velkommen til Rysensteen Gymnasiums oplysningsmateriale for jer, der vil søge om optagelse i gymnasiet 2012. Denne del af hjemmesiden giver dig forhåbentlig brugbar viden om de tilbud, vi har på Rysensteen, men også om de generelle betingelser, der gælder for optagelse i gymnasiet.
Rysensteen Gymnasium er et både traditionsbundet og progressivt gymnasium, der ligger ”down-town” i hjertet af Vesterbro. Gymnasiet er et ”Campus” med bygninger i både Brune og Hvide Kødby og idræt og fællesarrangementer i DGI-byen. Hjertet ligger dog stadig i hovedbygningen i Tietgensgade.

Rysensteens vision er skabt i samarbejde mellem elever, lærere, ledelse og bestyrelse. Den har vi som en ledestjerne for alt, hvad vi foretager os. Visionen har fire hjørnesten – viden, læring, demokrati og fællesskab. Indenfor disse fire felter udtrykker visionen ambitioner om bl.a. kreativ faglighed og viden med globale ambitioner. Undervisningen er tilrettelagt ud fra 1:1-læring – alle elever medbringer en computer, og gennem de virtuelle muligheder åbnes der til verden omkring os. Computeren skaber kreative muligheder, men kreativitet og innovation er også meget andet, og hviler oftest på gedigen faglig viden. På Rysensteen har vi høje ambitioner på elevernes vegne. Alle skal udfordres og derved opnå det bedste resultat i forhold til deres evner.

Rysensteen er et gymnasium, der sætter fokus på medindflydelse. Her stimuleres de elever, der elsker at involvere sig i beslutningsprocesser eller sociale aktiviteter. Elevrådet og studierådet er formelle fora, hvor overordnede beslutninger på skolen træffes, men ved siden af dette rummer skolen utallige uformelle udvalg, hvor skolekulturen stortrives som fx Operation Dagsværk, litteraturudvalg, tematorsdag, sundhedsudvalg, mamseudvalg, kulturudvalg, musicaludvalg, skoleblad, kælderudvalg, festudvalg osv. Derfor er Rysensteen en ”rugekasse” for elever, der i deres barndom og tidlige ungdom har beskæftiget sig med et ”politisk” engagement, hvad end det har fundet sted på grundskolen, i interesseforeninger, i organisationer eller rent politisk. Dette er Rysensteens profil, og derfor mødes mange unge her og udvikler deres samfundsengagement yderligere.

Rysensteen er også et gymnasium, der sætter fokus på internationalisering. Derfor har vi opbygget skolepartnerskaber i hele verden, så hver klasse har en partnerskole, hvis nærområde, man fordyber sig i under grundforløbet i 1.g. Klasserne samarbejder virtuelt med partnerskolen gennem 1 og 2g og udveksler fysisk med den i 3g. Dette Global Citizenship-program er under opbygning. Den første generation er 2011. Læs mere om programmet her.

Vores grundlæggende antagelse er, at den bedste læring finder sted i et trygt miljø, og derfor har vi specielt fokus på opbygningen af en stærk klassekultur, der kan fungere både som en faglig og en social enhed. Dette forhindrer dog ikke, at samvær på tværs af både klasser og årgange også trives storslået her. På Rysensteen lægger vi vægt på de menneskelige værdier. Vores udgangspunkt er ”Respekt for den enkelte og fællesskabet”. Her taler alle i øjenhøjde. Dørene til ledelsen står altid åbne, og forholdet mellem lærer og elev hviler på tillid. På Rysensteen har alle et ansvar for, at respekten for fællesskabet fastholdes.

På Rysensteen forventer vi, at man involverer sig i sin gymnasietid. At man tager medansvar for beslutninger og påtager sig sine demokratiske pligter gennem uddannelsen. Derfor har vi også indlagt såvel retorik-moduler som demokrati-moduler i årsplanen. Og for at stimulere læringsmiljøet kan alle elever og lærere træne i DGI-byen i dagtimerne. Det er muligt i det DGI-modul, som alle klasser har en gang om ugen.

Meld dig til en besøgsdag, hvis du vil vide mere om vores skole, eller læs mere på de de link, der står ude til højre. Og ring gerne, hvis der er noget du er i tvivl om inden ansøgningsfristen 15. marts. Søger du Rysensteen på grund af profilen, og har du særlige kvalifikationer som fx organisationsarbejde, foreningsarbejde, eller elevrådsarbejde i bagagen, så skriv det i din ansøgning under "særlig motivation".

Gitte Harding Transbøl
Rektor

Rysensteen Gymnasium | Tietgensgade 74 | 1704 København V | Tel: 33 2443 11 | E-mail: mail@rysensteen.dk