Orientering til elevansøgere 2010 som ikke er blevet optaget
På Rysensteen Gymnasium modtog vi i år 435 ansøgere. Det var det største antal, som vi nogensinde har fået. Selvfølgelig er det glædeligt for os at have så mange ansøgere, som ønsker at gennemføre gymnasieforløbet på netop Rysensteen, men vi vidste jo også godt, at konsekvensen måtte blive, at mange blev ulykkelige over ikke at komme ind.
Vi har oprettet alle de udbudte studieretninger på nær ”Superscience”. Tre klasser er oprettet som ”Globaliseringens udfordringer”. Vi har således forsøgt at fordele ansøgerne, så der var nogenlunde lige muligheder for alle. Dog var antallet af ansøgere til den supersproglige retning nogenlunde svarende til antallet af pladser, hvorfor også ansøgere, der bor længere væk er optaget på denne studieretning. I alt er der optaget 270 ansøgere af de 435.
Fordelingen har i år været ekstra vanskelig. Dels fordi der er omkring 600 flere ansøgere end tidligere i Region Hovedstaden, og dels fordi de fleste gymnasier i hovedstadsområdet havde førsteansøgere nok til at fylde op. Derved opstod mange henviste, da man ifølge reglerne ikke optager lavere prioriteter, hvis der er 1. prioriteter til at fylde kapaciteten. På den baggrund besluttede vi på Rysensteen at optage 9 klasser. Slutfordelingen beror på et skøn over hele regionens ansøgere, hvilket Region Hovedstaden har sørget for, og fordelingen er godkendt i de 4 fordelingsudvalg, som regionen består af. Retningslinjerne fra optagelsesbekendtgørelsen er fulgt sammen med forretningsordenen fra de respektive udvalg. Men vi ved jo udmærket, hvor frustrerende det føles for den enkelte, der ikke har fået sit ønske opfyldt. Blandt Rysensteen Gymnasiums ansøgere er 108 elever blevet henvist og omkring 50 blevet tilbudt plads på et af de gymnasier, man søgte mellem 2. og 5. prioritet.
Hvis man ønsker genbehandling af gymnasieplaceringen skal man skrive en mail til Rysensteen på mail@rysensteen.dk . Denne mail kan også sendes til Region Hovedstaden se nedenstående link vedrørende procedure.
Vi sender en kvitteringsmail om, at vi har modtaget klagen, og genbehandlingen vil foregå på møde i fordelingsudvalget 28. juni. Vi kan ikke på forhånd sige, hvor mange genbehandlingssager, der vil kunne imødekommes, da det kræver, at nogle af de optagede elever vælger ikke at benytte deres plads. Link til data vedrørende genbehandling af tildeling af gymnasium
klik her
Efter genbehandlingen vil man kunne fastholde en ventelisteplads også efter sommerferien. Og man er naturligvis velkommen til at ringe opfølgende for at høre, om situationen har ændret sig.
Vi er meget kede af, at vi ikke har kunnet tilfredsstille alle med en optagelse. Og vi har fuld forståelse overfor ønsket om at ændre gymnasietildelingen til det gymnasium, som man valgte nemlig Rysensteen. Vi vil naturligvis gøre vores bedste for at kommunikere ud, hvordan mulighederne for optagelse er.
Med venlig hilsen
Gitte Transbøl, rektor


