Kvalitetsudvikling på Rysensteen Gymnasium 2007/8
Det er nu tre år siden, at Kvalitetsgruppen blev nedsat med henblik på at udvikle et kvalitetssystem for Rysensteen Gymnasium. Arbejdet er forløbet i en række faser.
I skoleåret 2005/6 fokuserede vi på at udvikle et kvalitetssystem, som er i overensstemmelse med skolens værdigrundlag. Vi har således lagt vægt på at udvikle en kvalitetskultur, hvor alle niveauer medtænker evaluering som en naturlig del af alle aktiviteter. Det tilsigtes, at kvalitetsarbejdet ikke reduceres til et ledelsesværktøj, men snarere etableres som en bredt forankret tankegang, der skaber udvikling i hele skolens organisation fra top til bund.
I forbindelse med udarbejdelsen af kvalitetssystemet fik vi både etableret en række nye evalueringsprocedurer og gennemtænkt og systematiseret en række allerede eksisterende procedurer. I skoleåret 2005/6 valgte vi at evaluere grundforløbet grundigt, med en større spørgeskemaundersøgelse blandt alle reformelever og alle lærere. I henhold til kvalitetssystemets decentrale tilgang til evaluering foregik undersøgelsen i et samarbejde mellem PUK og Kvalitetsgruppen.
I skoleåret 2006/7 formulerede vi selve kvalitetssystemet og fokuserede på at udbrede de grundlæggende principper fra kvalitetssystemet bredt i lærerkollegiet. I denne forbindelse blev der også udarbejdet nye retningslinjer for undervisningsevaluering. Den store årlige spørgeskemaundersøgelse blandt elever og lærere fokuserede igen på grundforløbet. Igen blev spørgeundersøgelsen gennemført i et samarbejde mellem Kvalitetsgruppen og PUK.
I skoleåret 2007/8 har vi gennemført to spørgeskemaundersøgelser blandt 3.g’erne og lærerne. Den første mindre spørgeskemaundersøgelse evaluerede studieretningsopgaven, dansk/historie-opgaven og AT-terminsprøven i 2.g. Det var PUK, der i samarbejde med kvalitetsgruppen varetog denne evaluering. Den anden meget omfattende spørgeskemaundersøgelse evaluerede en række forskellige elementer af det samlede gymnasieforløb og målsætningerne for skolens indsatsområder. I forbindelse med denne spørgeskemaundersøgelse blev både ledelse, PUK og SKAD inddraget i evalueringsarbejdet. De tre parter formulerede spørgsmål til spørgeskemaet på deres respektive områder, tolkede på resultaterne og fremlagde resultater samt tolkning for lærerkollegiet på en pædagogisk dag. Se PUK’s fremlæggelse her. Lærerne fik således mulighed for at kommentere resultaterne og komme med input til opfølgningsplaner. Herefter blev de endelige opfølgningsplaner formuleret af ledelse, PUK og SKAD på deres respektive områder. PUK’s områder og SKAD’s områder
Ud over de to nævnte spørgeskemaundersøgelser har Afdelingslederen for elevadministration gennemført fokusinterviews med udvalgte elever fra 1.g, med henblik på evaluering af grundforløbet, og PUK har inddraget disse erfaringer i ovenfor nævnte opfølgningsplaner.
Der er desuden gennemført en runde med MUS, som rektor har udarbejdet opfølgningsplaner for.
Endelig har den årlige elevhøring resulteret i en række arbejdspapirer, som Elevrådet arbejder videre med.
I skoleåret 2008/9 videreføres principperne fra kvalitetssystemet, som for eksempel indebærer en spørgeskemaundersøgelse med alle 2.g’ere og lærere. Vi vil desuden fokusere på at knytte arbejdet med kvalitetsudvikling tættere til det strategiske niveau, herunder at få tilrettelagt arbejdet med den nye vision på en måde, som muliggør evaluering af resultaterne.


